Faktaboks

Max Hansen
Født
22. december 1897, Mannheim, Tyskland
Død
12. november 1961, København
Max Hansen
Max Hansen, foto før 1929.
Af .

Max Hansen var en tysk-dansk skuespiller, visesanger og operettestjerne. Som "den lille Caruso" debuterede han som 13-årig i Tyskland.

Max Hansens karriere i Berlin og Wien

Trods lille af statur havde han stor scenisk autoritet og en gavtyveagtig charme, som gjorde sig på teater, kabaret og film. Gennem 1920'erne var han en fejret stjerne i både Berlin og Wien. I 1930 spillede han Leopold i uropførelsen af Sommer i Tyrol (Im weissen Rössl) på Grosses Schauspielhaus i Berlin, en rolle, han kom til at spille hen ved 1500 gange.

I 1928 indsang han sin egen selvironiske vise War'n Sie schon mal in mich verliebt, i hvis tredje vers "Hitler und der Sigi Cohn" afprøver deres charme på hinanden. Koblingen af Hitler og en mand med et udpræget jødisk navn i en homoerotisk situation blev af nazisterne opfattet som en utilgivelig uforskammethed. Ved premieren 8. september 1933 i Berlin på filmen Das hässliche Mädchen, hvor Max Hansen spillede en hovedrolle, blev han pebet ud og smædet med tilråbet: "Ud med jøden Max Hansen, der endnu for bare et halvt år siden sang en couplet om Hitler og den lille Cohn i en kabaret." Max Hansen henlagde resten af sin tysksprogede karriere til Wien.

Flytningen til Danmark

Max Hansens var født uden for ægteskab af en dansk mor og opdraget af fattige plejeforældre i München. Fra slutningen af 1930'erne flyttede Max Hansens sin karriere til sin mors land, Danmark, med hyppige afstikkere til Sverige.

Blandt hans kendteste sange er "Åh Louise" fra operetten En yndig pige og "Kys hinanden". Karakteristisk for Max Hansen var hans særprægede accent, der charmerede publikum og især virkede autentisk, da han spillede titelrollen i filmen Wienerbarnet (1941).

Max Hansen havde fire børn, deriblandt skuespillerne Ann-Mari Max Hansen og Max Hansen (f. 1954).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig