Max Dvořák var en østrigsk kunsthistoriker, professor i Wien fra 1909. Dvořák var med til at udbrede forestillingen om, at kunstværker udtrykker tidsbundne måder at tænke og opfatte verden på, der kommer til syne i alle åndsdiscipliner, fx i bogen Kunstgeschichte als Geistesgeschichte (1924). Som en af de første beskrev han manierismen som en dyb åndelig krise snarere end en degenerering af klassiske idealer.