Faktaboks

Maurice Merleau-Ponty
Født
14. marts 1908, Charente-Maritime, Frankrig
Død
3. maj 1961, Paris, Frankrig
Merleau-Ponty
Maurice Merleau-Ponty fotograferet i 1950.
Merleau-Ponty
Af /Ritzau Scanpix.

Maurice Merleau-Ponty var en fransk filosof. Han var professor i Lyon og senere ved Sorbonne og Collège de France i Paris. Ved siden af Jean-Paul Sartre er han den betydeligste repræsentant for fænomenologien i Frankrig.

Merleau-Ponty byggede videre på Edmund Husserls fænomenologi, men tog afstand fra den idealistiske fortolkning, som den ældre Husserl havde givet sine teorier. Han betragtede fænomenologien som en metode til at overvinde subjekt-objekt-spaltningen: Skønt den omhandler den måde, hvorpå verden fremtræder for subjektet, må den i beskrivelsen heraf inddrage forhold som kroppen, samfundet og historien.

Trods sin fremhævelse af navnlig kroppens betydning for erkendelsen kritiserede Merleau-Ponty også behaviorismen. Det var den erfarede, levede krop, der optog ham; kroppen som fysisk objekt anså han for en abstraktion, en "forarmelse" af den "egentlige" kropslighed.

I årene 1945-1953 udgav Merleau-Ponty sammen med Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir tidsskriftet Les Temps Modernes; i 1953 kom det til et brud med Sartre pga. Merleau-Pontys kritik af politisk terror og af socialismen i Sovjetunionen. Merleau-Ponty stillede sig videre i opposition til Sartre i sit store filosofisk-politiske essay Les Aventures de la dialectique (1955), som indeholder en kritik af Sartre og "ultra-bolchevismen". Merleau-Ponty hyldede det synspunkt, at dialektisk tænkning som sådan mister sin betydning, når den forbindes med en bestemt, nemlig marxistisk historie- og samfundsopfattelse. Forlader man derimod klassetænkningen og forestillingen om at nå til det "sande" samfund, kan en dialektisk betragtning med fordel bruges igen i analysen af de forskellige relationer mellem mennesker, deres "globale sammenhæng", uden skelen til nogen ideologi.

På dansk foreligger bl.a. et uddrag af Merleau-Pontys hovedværk Phénoménologie de la perception (1945) under titlen Kroppens fænomenologi (1994).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig