Matthias Erzberger, 1875-1921, tysk politiker. Erzberger tilhørte venstrefløjen i det katolske parti Zentrums rigsdagsgruppe og var en af kritikerne af den tyske krigsførelse i 1. Verdenskrig. Han blev statssekretær 1918 og leder af den tyske delegation ved våbenstilstandsforhandlingerne. Dermed blev det kritikere af krigen frem for hærledelsen, som kom til at bære ansvaret for Versaillestraktatens hårde fredsbetingelser. Erzberger var drivkraften i samarbejdet mellem Zentrum og Socialdemokratiet i Weimarrepublikkens første år. Som finansminister 1919-20 gennemførte han en skatte- og finansreform, som sanerede statens krigsgæld. Erzbergers forsoningspolitik vakte harme i nationalistiske og højreradikale kredse, og i 1921 blev han dræbt ved et attentat.