Matilde Serao, 1856-1927, italiensk forfatter, opvokset i Napoli, hvis folkeliv er hovedtemaet i hendes ca. 40 romaner og novellesamlinger. Hun tilhører den litterære retning, der, inspireret af fransk naturalisme, går under navnet verismen. Matilde Serao udfoldede også en intens journalistisk virksomhed, og sammen med sin mand, Edoardo Scarfoglio (1860-1917), grundlagde hun i 1892 bladet Il Mattino i Napoli.