Masud al-Barzani, f. 16.8.1946, irakisk kurdisk politiker, fra 1987 leder af KDP, Det Kurdiske Demokratiske Parti, der arbejder for kurdisk selvstændighed. Under Den Iransk-irakiske Krig 1980-88 arbejdede al-Barzani tæt sammen med Iran. Efter Golfkrigens afslutning i 1991 indledte kurderne bl.a. under hans ledelse direkte forhandlinger med styret i Baghdad, men uden at opnå resultat. Efter Golfkrigens afslutning i 1991 arbejdede han målrettet for at udbygge kurdisk autonomi i den nordlige del af Irak. Forhandlinger med regimet brød ganske vist sammen, men med amerikansk mellemkomst lykkedes det i 1992 at få afholdt valg til den irakisk-kurdiske nationale forsamling, der skulle forestå forvaltningen af det autonome kurdiske område. Nye valg til denne forsamling blev afviklet i januar 2005 samtidigt med valg i resten af Irak til et nationalt overgangsråd. Ved det valg sikrede KDP sig fuld kontrol og valgte derfor i juni 2005 al-Barzani til præsident for den autonome kurdiske region.