Mary Pickford, egl. Gladys M. Smith, 1892-1979, amerikansk skuespiller og producent, en af stumfilmæraens største og populæreste kvindelige stjerner. Mary Pickfords spil var præget af sødme, godt humør og ukuelig viljestyrke, men også af et menneskeligt talent for lynsnare følelsesskift, bl.a. i The Poor Little Rich Girl (1917) og Stella Maris (1918). Hun var gift med Douglas Fairbanks 1920-36, og sammen med D.W. Griffith og Chaplin grundlagde hun i 1919 filmselskabet United Artists. Mary Pickford havde et stort forretningstalent, men hendes filmkarriere sluttede med tonefilmens komme.