Marx Brothers var en amerikansk komikergruppe, der oprindelig bestod af fem brødre med efternavnet Marx: Chico (egentlig Leonard, 1886-1961), Harpo (egentlig Adolph, men kendt som Arthur, 1888-1964), Groucho (egentlig Julius Henry, 1890-1977), Gummo (egentlig Milton, 1893-1977) og Zeppo (egentlig Herbert, 1901-1979).
Brødrene, der var sønner af en jødisk skrædder i New York, begyndte tidligt at optræde med musikalske varieténumre, bl.a. sammen med deres mor, men de slog først igennem, da de gik over til regulær farce med musikalske indslag. I 1924 fik de debut på Broadway i musicalen I'll Say She Is. Gummo havde da allerede forladt truppen.
Med stykkerne The Cocoanuts (1925) og Animal Crackers (1928) skabte Marx Brothers deres uforlignelige, vitale komediestil, som ofte trodsede enhver handlingsmæssig logik og var dybt antiautoritær. Stykkerne opnåede stor succes og dannede grundlag for brødrenes to første spillefilm i 1929 og 1930.
De 13 Marx Brothers-film, som blev indspillet 1929-1949, var gennemsyret af anarkistisk humor, tilsidesættelse af al dramatisk rimelighed og vanvittige, næsten uoversættelige dialoger, ofte krydret med groteske grovheder, der ikke sjældent gik ud over skuespilleren Margaret Dumont (1889-1965).
| år | titel | instruktør |
|---|---|---|
| 1929 | The Cocoanuts/Hotel Kokosnød | Robert Florey & Joseph Santley |
| 1930 | Animal Crackers/Det tossede Hus | Victor Heerman |
| 1931 | Monkey Business/Fulde af Fup | Norman McLeod |
| 1932 | Horse Feathers/Halløj på Universitetet | Norman McLeod |
| 1933 | Duck Soup/En tosset Diktator/Fire frække Fyre | Leo McCarey |
| 1935 | A Night at the Opera/Halløj i Operaen | Sam Wood |
| 1937 | A Day at the Races/En Dag på Galopbanen | Sam Wood |
| 1938 | Room Service/Panik i Hotellet | William A. Seiter |
| 1939 | At the Circus/En Dag i Cirkus | Edward Buzzell |
| 1940 | Go West/Sæt Dampen op! | Edward Buzzell |
| 1941 | The Big Store/Ballade i Butikken | Charles Reisner |
| 1946 | A Night in Casablanca/En Nat i Casablanca | Archie Mayo |
| 1949 | Love Happy/Sardinmysteriet | David Miller |
Herudover indspillede Harpo to film alene, Too Many Kisses (1925) og Stage Door Canteen (1943), ligesom Groucho uden de andre brødre lavede Copacabana (1947) og senere også medvirkede i andre film. The Story of Mankind (1957) var den sidste film, hvori "teamet" Groucho, Harpo og Chico medvirkede (som gæstestjerner), men man så dem ikke sammen i nogen af scenerne.
Af filmene fremstår Duck Soup (1933, En tosset Diktator) og A Night at the Opera (1935, Halløj i Operaen) som særlig rendyrkede eksempler på en humor, der var enestående, og hvis lige ikke er set siden.
Stilen er blevet beskrevet som surrealistisk, måske på grund af det kronologiske sammenfald med surrealismen inden for billedkunsten, men den peger snarere frem mod 1950'ernes absurde teater, der tydeligt hentede inspiration hos Marx Brothers.
Groucho, der var den styrende i sammenspillet, optrådte med stor cigar, påmalet overskæg, sammenbøjet gang og en slagfærdig, ofte dybt uforskammet replik.
Harpo mælede aldrig et ord, men hans engleansigt udtrykte drilagtig galskab, når han brød destruktivt ind i andres gøremål eller jagtede blondiner; han akkompagnerede ofte sig selv med båthorn og spillede desuden ekvilibristisk på harpe.
Chico var iført et tyrolerlignende kostume, selvom hans accent næsten uvægerligt var italiensk; hans åndelige rækkevidde var begrænset, men han var en stor klavervirtuos.
Zeppo medvirkede kun i de fem første film og da i blege romantiske roller.
Hvor de andre brødre stort set indstillede deres karrierer efter 1949, fortsatte Groucho med stor succes som radio- og tv-vært, bl.a. i quizprogrammet You Bet Your Life (1950-1961), og udgav tre bind erindringer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.