Martina Hingis, f. 30.9.1980, schweizisk tennisspiller af slovakisk herkomst, opkaldt efter sin mors store forbillede, den suveræne tjekkoslovakisk-amerikanske tennisspiller Martina Navratilova.
Martina Hingis blev i 1997 den yngste vinder nogensinde af Australian Open, da hun vandt turneringen i singlerækken som 16-årig. Samme år vandt hun ligeledes singlefinalen i Wimbledon.
Martina Hingis, som var en teknisk brillant tennisspiller med et stort slagrepertoire, blev kåret som ITF-verdensmester i 1997, 1999 og 2000. Blandt hendes mesterskaber er også otte Grand Slam®-titler i double; den første i Wimbledon som 15-årig.
I 2006 gjorde Martina Hingis et i vore dage usædvanligt comeback; efter tre års skadespause nåede hun blandt de otte bedste ved både Australian Open og French Open og kæmpede sig ind på verdensranglistens top 10. Hun afsluttede sin professionelle karriere i 2007 efter en række skader og en dopinganklage for brug af kokain.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.