Martin Sheen

Faktaboks

Martin Sheen
født:
3. august 1940

Martin Sheen. Foto fra 2007.

.

Martin Sheen, egl. Ramon Antonio Gerard Estevez, f. 3.8.1940, amerikansk skuespiller; far til bl.a. Charlie Sheen og Emilio Estevez (f. 12.5.1962). Martin Sheen fik efter en lang række roller i tv-serier et filmgennembrud i James Dean-traditionen i Terrence Malicks episke flugtdrama Badlands (1973).

Han har siden især gjort sig gældende i tv-produktioner, fx i rollerne som Robert F. Kennedy i Missiles of October (1974, Raketter i oktober), John F. Kennedy i miniserien Kennedy (1983) og den fiktive præsident i serien The West Wing (1999-2006, Præsidentens mænd), som han bl.a. blev tildelt en Golden Globe Award for i 2001.

På film har Martin Sheen været flittig og driftsikker i mange Hollywoodproduktioner. Han havde en stor og krævende hovedrolle i Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979, Dommedag nu) om Vietnamkrigen og er ligeledes set i bl.a. Gandhi (1982), Oliver Stones Wall Street (1987), Gettysburg (1993, Slaget ved Gettysburg) og efter årtusindskiftet fx i Steven Spielbergs Catch Me If You Can (2002) og Martin Scorseses gangsterdrama The Departed (2006).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig