Martin Rodbell, 1925-1998, amerikansk biokemiker, der under sin ansættelse i 1960'erne på laboratoriet på National Institutes of Health i Maryland karakteriserede en række celleproteiner benævnt A, B, C osv. Et af dem, G-protein, aktiveres ved binding til guanosindifosfat (GDP) og guanosintrifosfat (GTP, se guanin). Rodbell påviste, at G-proteinet inde i cellen fungerer som et signalstof mellem en hormonreceptor på cellens overflade og visse celleenzymer. Den amerikanske biokemiker Alfred G. Gilman (f. 1941) isolerede i 1970'erne G-proteinet. Senere blev der fundet mere end 20 G-proteiner, herunder abnorme G-proteiner, der afbryder signalfunktionen, hvilket bl.a. har haft betydning for forståelsen af sygdomsmekanismen ved kolera, diabetes mellitus (sukkersyge) og kræft. Rodbell og Gilman modtog i 1994 nobelprisen i fysiologi/medicin.