Faktaboks

Martin Niemöller
Født
14. januar 1892
Død
6. marts 1984

Martin Niemöller fotograferet i 1962.

.

Martin Niemöller var en tysk evangelisk teolog og præst, leder af den kirkelige opposition imod nazismen. Han var præstesøn fra Westfalen og 1910-19 marineofficer og ubådskommandant. Derefter læste han teologi i Münster og blev 1931 sognepræst i Berlin-Dahlem. I 1933 var han medgrundlægger og leder af en antinazistisk sammenslutning af præster (Pfarrernotbund). På grund af sine protester imod nazistiske overgreb arresteredes han i 1937 af Gestapo og blev 1938 sat i koncentrationslejr. Efter befrielsen i 1945 havde Niemöller ledende positioner både i den tyske kirke og i den økumeniske bevægelse. Han blev pacifist, stærk modstander af Tysklands genoprustning og engageret i fredsbevægelsen og kampen mod atomvåben.

Det berømteste Niemöller-citat, der har vundet international udbredelse, er ikke autentisk. Det begynder som regel: "Da de (nazisterne) hentede kommunisterne, protesterede jeg ikke, for jeg var jo ikke kommunist." Det slutter: "Da de hentede mig, var der ingen tilbage til at protestere." I de forskellige varianter, der kolporteres, afløses kommunisterne i en længere opremsning af bl.a. jøderne og de homoseksuelle, alt efter hvilken interessegruppe der betjener sig af og varierer citatet, der ofte gengives som et digt. Da Niemöller selv efter krigen blev spurgt om det, bestred han at have formuleret sig sådan. Desuden var han selv fange, da jøder i stort tal blev hentet efter Krystalnatten i november 1938, og kunne alene af den grund ikke protestere offentligt. Han anerkendte dog citatet som en fri gendigtning af sine synspunkter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig