Martin Andersen Nexø

Martin Andersen Nexøs barndom og ungdom var en uudtømmelig erindringskilde for hans senere digtning. Han er født i et af de fattigste kvarterer på Christianshavn som det fjerde af elleve børn. Han var tæt knyttet til sin mor, som han tilegnede Ditte Menneskebarn. I 1877 flyttede familien på grund af arbejdsløshed fra København til Nexø, idet Andersen Nexøs far var bornholmer.

Kunstnernavnet Nexø antog han i 1894. Barndomshjemmet i Ferskesøstræde åbnedes 1990 som museum (Martin Andersen Nexø Mindestuer). Som dreng havde han en lykkelig tid som vogterdreng, og som femtenårig kom han i skomagerlære i Rønne.

Allerede i læretiden begyndte den begavede lærling at se sig om efter en mulighed for at forlade det fysiske arbejde. Han nærede litterære interesser, som han dyrkede dels sammen med barndomsvennen, den senere forfatter Jakob Hansen, dels i miljøet omkring Rønne Højskoleforening.

Det store spring fra håndens til åndens arbejde blev muliggjort gennem ophold på Østermarie Højskole 1890-91 og Askov udvidede Højskole 1891-1893. Hos Mathilde Molbech, enke efter digteren Chr. K.F. Molbech, fandt han et hjem i Askov. Efter endt højskoleophold fik han arbejde som lærer på forskellige grundtvigske skoler 1893-1901. Han vedkendte sig senere gennem alle skiftende ideologiske forhold sin taknemmelighed over for den gamle grundtvigianisme og sin beundring for N.F.S. Grundtvig, "den mest fremsynte Aand, Danmark har frembragt" (1923).

Martin Andersen Nexø debuterede 10. juli 1893 med en avisartikel om "St. Hansaften paa Bornholm". Allerede her præsenteres to temaer, som senere skulle gå gennem hele forfatterskabet: almuens lykkedrøm og kvinden som kultur- og livsbærer. Begge temaer udfoldes tragisk i novellen "Lotterisvensken", der indgik i debutbogen Skygger (1898). I sine første digte og prosaforsøg, bl.a. en serie friske rejseskildringer fra en rekonvalescensrejse i Italien og Spanien 1894-96, søgte han med vekslende held at etablere poetisk sammenhæng mellem to tilværelsesaspekter: et erobrende, i hans bevidsthed mandligt aspekt, og et opretholdende, i hans bevidsthed kvindeligt og især moderligt aspekt.

Frem til 1905 skrev Martin Andersen Nexø sig med stor energi igennem en række tidstypiske litterære temaer, tendenser og stilarter. På syv år udgav han foruden journalistik og digte otte bøger: novellesamlingerne Skygger og Muldskud (første og anden samling, 1900 og 1905), romanerne Det bødes der for - (1899), En Moder (1900), Familien Frank (1901) og Dryss (1902) samt rejseskildringen Soldage (1903). I 1890'ernes København kom han under indflydelse af radikalismen; en af Friedrich Nietzsche præget individualisme mærkes både i fortællingerne og romanerne.

I artikler og noveller om spansk og dansk almue viste han, at "Fattigdommen er international". Den sydlige underklasse beskrives som et udbyttet, men ubekymret og lyshigende fællesskab, mens den danske almue skildres gennem sine stærke originaler, der som "Muldskud" sender bud op om uberegnelige kræfter i dybet.

Romanerne var vægtige bidrag til Sædelighedsfejdens genopblussen i 1890'erne; handlingerne udspiller sig oftest i borgerlige miljøer og skildrer den vanskelige kærlighed. Her studeres med negativt fortegn den mandlige lykkedrøm.

Da han i 1902-03 igen rejste til Syden, gjorde mødet med den anarkistiske almue i Andalusien stærkt indtryk på ham, og hans livssyn og forfatterskab antog en lysere karakter. Den ukendte anarkist Alfonso, der i "hæftig Glæde" er "rede til at ofre sit Liv for den ny Lykketid", vil sikkert blive skudt ned; alligevel er han ved sin menneskelige lødighed og heroiske helstøbthed "et Forbillede, et helt Menneske".

Efter mange års forberedelse udkom Pelle Erobreren (1906-10), der blev tilegnet Henrik Pontoppidan. Gennem fire bind følger vi indvandrerdrengen Pelle på den klassiske vandring fra land til by i søgen efter lykken. Her lykkedes det — gennem en lys syntese af anarkistiske, socialistiske og grundtvigske visioner — at få skabt sammenhæng mellem det åndeligt-heroiske, politiske og det nære, kropsligt-materielle, mellem de erobrende og de opretholdende kræfter.

Ditte Menneskebarn udkom i fem bind 1917-21. 1. Verdenskrigs udbrud ligger imellem, og tonen er mørkere. Gennem skildringen af proletarpigen Dittes korte og lidelsesfulde liv rettes der en glødende anklage mod det samfund, der ikke formår at værne om sine menneskelige resurser. Den værgeløse pige Ditte er underklassens offerskikkelse, "Smertens Moder". Martin Andersen Nexø vender her drømmen om en syntese mellem de erobrende og de opretholdende kræfter om og viser tragedien ved dens manglende indfrielse.

Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn inddrager elementer fra ældre litterære former som bibelhistorie, folkeeventyr og helteepos såvel som fra dansk naturalisme, russisk realisme (bl.a. Fjodor Dostojevskij) og avancerede højlitterære former som impressionisme og symbolisme. De to romaner er ofte blevet regnet for skoleeksempler på socialistisk realisme.

I rejsebøgerne Mod Dagningen (1923) og To Verdener (1934) skildres Den Russiske Revolution som indfrielsen af underklassens lykkedrøm. Romanen Midt i en Jærntid (1929) kritiserede den danske bondestands kapitalspekulation under 1. Verdenskrig og knyttede forbindelse mellem den gamle grundtvigianisme og socialismen.

Foruden flere novellesamlinger (fx Af Dybets Lovsang (1908), De tomme Pladsers Passagerer (1921), De sorte Fugle (1930)) leverede Andersen Nexø i sin alderdom et nyt hovedværk med fire bind erindringer (1932-39) om sin opvækst og tilblivelse som digter: Et lille Kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand og Vejs Ende; hans digteriske ansvarlighed og politiske engagement udspringer af taknemmelighed over for det, han modtog tidligt, navnlig fra kvinder. Svagere står de tre erindringsromaner om Morten hin Røde (1945-57).

Martin Andersen Nexø sluttede sig i en moden alder til den politiske arbejderbevægelse, først som socialdemokrat, siden som kommunist, og han blev i 1930'erne en fremtrædende skikkelse i den internationale antifascistiske bevægelse. Under den tyske besættelse af Danmark blev han og en lang række andre danske kommunister arresteret i juni 1941, da Tyskland havde angrebet Sovjetunionen, og den hidtidige Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt derfor var bortfaldet. Andersen Nexø kom i 1943 illegalt til Sverige og året efter til Sovjetunionen.

I 1951 bosatte han sig i DDR, hvor han fik en æresbolig i Weisser Hirsch i Dresden stillet til sin rådighed; her boede han til sin død, kort før han ville være fyldt 85 år. Det var også her, han skrev sin ikke-færdiggjorte roman Jeanette. Villaen på Collenbuschstraße 4 tjente 1956-90 som mindested, mens der nu kun ses en mindeplade ved indgangen. Martin Andersen Nexø begravedes den 5. juni på Assistens Kirkegård i København.

I Dresden omdøbtes Realgymnasium Blasewitz ved hans død til Martin-Andersen-Nexö-Gymnasium, ligesom flere skoler i DDR, en enkelt boghandel i bydelen Treptow i Berlin samt et antal veje og gader landet over fik Andersen Nexøs navn. 1959-90 tildeltes en kunstner Martin-Andersen-Nexö-Kunstpreis, der siden 1993 har været været videreført som den årlige Kunstpreis der Landeshauptstadt Dresden med et beløb på 5.000 euro. Desuden blev der den 15.2.1969 udgivet et 10 pfennigs DDR-frimærke i anledning af 100-året for hans fødsel.

Udrensningen af Martin Andersen Nexø i det tidligere DDR efter 1990, som skete uden nævneværdige protester, er uden sidestykke og kan kun forklares med, at han var udlænding og derfor nemmere lod sig afvikle. Det skal dog nævnes, at det ovennævnte gymnasium i 2001 genantog navnet Martin-Andersen-Nexö-Gymnasium Dresden på initiativ af skolens egne elever og lærere.

Alle hans værker er oversat og hans samlede værker udkommet på tysk og russisk. Ditte Menneskebarns tre første bind filmatiseredes 1946 af Bjarne Henning-Jensen, Pelle Erobrerens første bind af Christian Steinke for DDR's tv 1985 og af Bille August 1987.

Begge de danske filmatiseringer er optaget i Kulturkanon, mens ingen af Martin Andersen Nexøs skrifter er kommet med på den litterære liste. Med oversættelser til mere end 25 forskellige sprog er Pelle Erobreren — næst efter H.C. Andersens eventyr — fortsat det mest udbredte danske digterværk i verden, og nyoversættelser af flere af Martin Andersen Nexøs bøger foretages stadig.