Marta

Faktaboks

Marta
født:
19. februar 1986

Marta, Marta Vieira da Silva, f. 19.2.1986, brasiliansk fodboldspiller. Hun blev født i Dois Riachos i delstaten Alagoas under fattige kår, men hendes store talent for spillet gjorde, at hun allerede i 2000 blev købt af storklubben Vasco de Gama i Rio de Janeiro.

I 2002 fortsatte Marta karrieren i Sao Martins i Brasilien, hvor hun bl.a. var med til at vinde det sydamerikanske mesterskab, inden hun i 2004 blev købt af den svenske klub Umeå IK.

I Sverige fik den drible- og gennembrudsstærke angriber stor succes og opnåede bl.a. ni svenske mesterskaber (med klubberne Umeå IK, Tyresö FF og FC Rosengård), en pokaltitel samt to UEFA Cup-titler i 2004 og 2005. I 2004 vandt hun desuden sølvmedaljer ved OL i Athen for det brasilianske landshold, som hun var debuteret for allerede i 2002. Sølvmedaljerne blev gentaget ved VM i 2007 og ved OL i Beijing i 2008. Brasilien har desuden vundet Copa Libertadores i 2009.

I 2009 skiftede Marta til Los Angeles Sol, inden hun efter en kort periode i brasilianske Santos igen rykkede til USA for at føre klubben FC Gold Pride fra Santa Clara i Californien til det amerikanske mesterskab i 2010. Efter dette ophold blev Marta igen tilknyttet Santos i Brasilien.

Marta er blevet udnævnt til FIFA Women's Player of the Year 2006, 2007, 2008 og 2009 og modtog i 2010 FIFA's nyinstiftede FIFA Ballon d'Or-pris. Hun blev desuden kåret til VM's bedste spiller og topscorer i 2007.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig