Marsilius fra Padova

Marsilius fra Padova var en italiensk filosof. Efter endt uddannelse ved hjembyens universitet kaldtes han i 1313 til universitetet i Paris.

I 1320'erne stillede han sig på kejser Ludvig 4.s side i dennes kamp mod pave Johannes 22. Fra 1326 tilbragte han det meste af sin tid ved kejserens hof i Bayern.

I det politiske værk Defensor Pacis (1324, Fredens Forsvarer) fremsatte han en teori om folkets suverænitet og den repræsentative styreform; hans hovedanliggende hermed var at vise, at det ikke var rigtigt, at Kristus havde givet apostlen Peter en ubegrænset magt, som Peters efterfølgere, paverne, havde arvet.

Ifølge Marsilius gav Kristus, da han gik på Jorden, afkald på at gennemføre sine påbud med magt, og det må betyde, at den guddommelige lov kun vedrører samvittighedsspørgsmål o.l., som ikke kan styres med menneskelige magtmidler; den kan derfor ikke håndhæves af præster, fordi de kun kan belære. Love, der håndhæves af mennesker, stammer fra mennesker, og med støtte i Aristoteles hævder Marsilius folket som lovens kilde og den primære lovgiver. Men folket kan delegere sin kompetence til valgte repræsentanter, et råd eller en monark.