Marshall Rosenbluth, 5.2.1927-28.9.2003, amerikansk fysiker, ansat ved Los Alamos Scientific Laboratory 1950-56, General Atomic Corporation 1956-60, derefter professor ved University of California, San Diego. Rosenbluth spillede en ledende rolle ved udviklingen af brintbomben og beskæftigede sig senere især med plasmafysik, herunder med metoder til kontrol af termonukleare reaktioner.