Marokko - film, I Marokko blev film første gang optaget og første gang vist i hhv. 1896 og 1897. Under det franske styre opførtes biografer, laboratorier og studier, men først i 1968 kom den første marokkanske spillefilm, El hayat khifa/Vaincre pour vivre. I 1970’erne og starten af 80’erne var den årlige produktion på 1-2 film, men efter at staten i 1988 iværksatte et omfattende støtteprogram, har Marokko udsendt 10-12 spillefilm om året. Hovedparten af de marokkanske film er kommercielle produkter (komedier, syngespil og actionfilm), men der er også blevet lavet både politiske film som Souheil Ben Barkas (f. 1942) Amok! (1983), der var en panafrikansk co-produktion, og mytologiske film, der bygger på traditionelle myter og symboler, fx Jillali Ferhatis (f. 1948) La Plage des enfants perdus (1991). Nabil Ayouchs (f. 1969) prisbelønnede Ali Zaoua – prince de la rue (2000, Ali Zaoua) om gadebørn i Casablanca blev et internationalt gennembrud for marokkansk film. Se også arabisk film.

Læs mere om Marokko.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig