Marlborough Sounds, skærgårdsagtig kyststrækning på nordkysten af Sydøen, New Zealand. Området er dannet ved, at tidligere floddale er oversvømmet under de sidste 10.000 års havstigning, en såkaldt riaskyst. En af de mange fjorde, Ship Cove, blev besøgt fem gange af James Cook under hans ekspeditioner. Egnen er et udkantsområde med ekstensiv fåreavl og turisme.