Markuskirken - Venezia

Markuskirken s interiør giver et indtryk af den rige dekoration, der var karakteristisk for store byzantinske kirker. Udsmykningen er dog langtfra homogen i udtryk, da mosaikkerne, som dækker buer, hvælvinger og kupler, blev lavet over en periode på 400 år.

.

Markuskirken - Venezia, Basilica di San Marco, kirke i Venezia påbegyndt kort efter at de formodede jordiske rester efter evangelisten Markus i 828 var bragt fra Alexandria i Egypten til Venezia.

Den kombinerede gravkirke for Markus og paladskirke for dogen erstattedes fra 1063 af den nuværende byzantinsk prægede kirke, inspireret af Apostelkirken i Konstantinopel (Istanbul) og kronet af fem klokkeformede kupler.

Planen er formet som et ligearmet græsk kors med en let forlængelse af den vestlige arm, der omgives af en forhal med mindre kupler.

Facaden med fem portaler er rigt udsmykket, og over hovedportalen står fire antikke hesteskulpturer (kopier, originalerne i kirken), ført hertil fra Konstantinopel 1204.

Kirkens overdådige mosaikudsmykning stammer især fra 1100-1200-tallet og viser scener fra Det Gamle og Det Nye Testamente og fra Markuslegenden. Alterbordsforsiden Pala d'Oro er fra 900-1300-tallet, skatkammeret rummer talrige kostbarheder.

Foran kirken står den 99 m høje kampanile, oprindelig fra 900-tallet, men ombygget især i 1400- og 1500-tallet; den styrtede sammen i 1902, men genopførtes 1905-12.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig