Marius Petipa, 1818-1910, fransk-russisk danser, koreograf og balletmester. Født i Marseille i en familie af dansere var hans livsbane fastlagt fra begyndelsen. Han kom 1847 til Skt. Petersborg i Rusland som danser. 1862-1903 var han balletmester og hovedansvarlig for den kunstneriske udvikling ved Den Kejserlige Ballet. Petipa er hovedeksponenten for den store klassiske dans i 1800-t. og koreografen bag den optimale perfektionering af den klassiske ballet. Han koreograferede ca. 60 balletter, og hans stil er en kombination af fransk elegance og italiensk virtuoseri, udviklet og indrettet efter russisk smag og temperament. Petipa er mester for en række helaftensballetter med stor teatralsk udfoldelse og blændende virtuos dans. Blandt hans kendteste værker er Don Quixote (1869), La Bayadère (1877), Tornerose (1890), Svanesøen (første og tredje akt, 1895) og Raymonda (1898).