Mario Gómez

Faktaboks

Mario Gómez
født:
10. juli 1985

Mario Gómez, Mario Gómez Garcia, f. 10.7.1985, tysk fodboldspiller. Mario Gómez blev født i Riedlingen i Baden-Württemberg som søn af en spansk far og en tysk mor og begyndte at spille fodbold i SV Unlingen. Han skiftede siden til FV Bad Salgau og SSV Ulm 1846, inden han i 2001 kom til VfB Stuttgart.

Her debuterede den høje og hovedstødsstærke angriber med de gode placeringsevner for klubbens førstehold i Bundesligaen i 2004, men det tog et par sæsoner, inden han fik etableret sig som fast mand på holdet. I 2007 brød han for alvor igennem, og samme år blev VfB Stuttgart tyske mestre, og Mario Gómez blev kåret til Årets Spiller i tysk fodbold.

I 2009 blev han solgt til den anden sydtyske storklub FC Bayern München, hvor han efterhånden blev en af klubbens stjerner og bl.a. var med til at hjemføre det tyske mesterskab og pokalturneringen i både 2010 og 2013. Mario Gómez var desuden topscorer i Bundesligaen i 2011 med 28 mål. Fra 2015 er han udlånt til Beşiktaş JK af Fiorentina, som han stillede op for i 2014 og i 2015.

Mario Gómez debuterede på det tyske A-landshold i 2007, hvor han hidtil (2012) har spillet 68 kampe (29 mål) og bl.a. var en del af holdet, der blev nr. 2 ved EM i 2008 og nr. 3 ved VM i 2010.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig