Faktaboks

Marina Abramović
Født
30. november 1946, Beograd, Serbien (det tidligere Jugoslavien)
Marina Abramović

Marina Abramović regnes for en af performancekunstens vigtigste skikkelser og omtales lejlighedsvis som 'Performancekunstens bedstemor'. Gennem sit lange virke har hun modtaget en del prestigefyldte hædersbevisninger for sine nyskabende og radikale bidrag til performancekunsten. Her ses hun med den østrigske udmærkelse Österreichisches Ehrenzeichen für Wissenschaft und Kunst, som hun modtog i 2008. Foto fra 2012.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Marina Abramović er en serbisk performance-, installations-, body art- og videokunstner. Hun er især kendt for sine ekstreme performanceværker, hvor hun udfordrer publikums moral og handlekraft og sin egen udholdenhed. Fælles for mange af hendes performances er, at publikum direkte eller indirekte er med til at bestemme deres forløb og varighed.

I sine værker inddrager Marina Abramović ofte referencer til kommunismen og til katolicismen og den serbisk-ortodokse kirke. Hendes kunst trækker også på også temaer som identitet, individualitet, feminisme, spiritualitet og ritualer fra mange forskellige kulturer, og flere af hendes værker er blevet til i forbindelse med rejser; bl.a. har hun samarbejdet med australske aboriginere og vandret på Den Kinesiske Mur.

Marina Abramović er uddannet ved kunstakademiet i Beograd 1965-1970. I 1976-1988 dannede hun par med den tyske kunstner Ulay (egentlig: Frank Uwe Laysiepen, 1943-2020), som hun skabte en række værker sammen med. Efter 1988 har Marina Abramović fortsat sin karriere alene. Hun bor og arbejder i dag i New York.

Udvalgte værker af Marina Abramović

Af Marina Abramović store produktion skal især fremhæves:

Rhytm 0 (1974)

Marina Abramovićs første performanceværker var Rhytm-serien, hvoraf Rhytm 0 er den mest kendte. Til denne performance havde Abramović anbragt 72 genstande på et bord, bl.a. en rose, en fjer, en saks, en kniv og en pistol med én patron. Ved siden af bordet stod et skilt, der informerede publikum om, at de måtte anvende alle genstandene i forhold til hende, som de ønskede. De ville ikke blive holdt ansvarlige for deres handlinger.

Performancen varede i seks timer og blev gradvist mere voldsom, efterhånden som det gik op for publikum, at de virkelig kunne foretage sig hvad som helst, uden at Abramović gjorde modstand. Da tiden var gået, havde Abramović ikke længere tøj på. Der var stukket rosentorne i hendes hud, og en deltager havde holdt en pistol mod hendes hoved. Abramović rejste sig op og gik frem mod publikum, som hurtigt fortrak.

Lips of Thomas (1975)

Performancen Lips of Thomas fandt sted på Galerie Krinzinger i Innsbruck og blev afbrudt af publikum efter to timer. Inden havde publikum oplevet Abramović udsætte sin krop for en række smertefulde og stærkt symbolske handlinger.

Først tog Marina Abramović tøjet af, hængte et foto af en mand op på væggen og tegnede en rød stjerne omkring det. Derefter spiste hun langsomt en hel krukke honning med en ske, hvorefter hun drak en flaske rødvin af et krystalglas, som hun til sidst knuste i sin hånd. Med blodet dryppende fra hånden skar hun en stjerne i sit maveskind magen til den, hun havde tegnet omkring fotografiet. Herefter knælede hun foran fotografiet med ryggen til publikum og begyndte at piske sig selv. Til sidst lagde den nøgne og blødende Abramović sig på en isblok udformet som et kors. Her blev hun liggende i en halv time, indtil publikum greb ind, dækkede hende til med deres overtøj og bar hende ud af galleriet.

Uden publikums indgriben ville Abramović muligvis være blevet liggende, indtil al isen var smeltet. En vigtig pointe ved værket er netop, at vi aldrig finder ud af, hvor længe hun havde tænkt sig at blive liggende.

Nightsea Crossing (1981-1987)

Marina Abramović og Ulay.

I første del af sin karriere arbejdede Marina Abramović tæt sammen med partneren Ulay i flere værker. Deres fælles værker kredsede om identitet, kulturel baggrund og individualitet, og de klædte og opførte sig som tvillinger eller med deres egne ord: "en krop med to hoveder". Bogillustration fra 1978, udgivet af Galerie Krinzinger.

Af /CODA Museum.
Licens: CC BY 3.0

Marina Abramović og Ulay skabte sammen Nightsea Crossing, der bestod af 22 performances udført på 19 forskellige lokaliteter rundt omkring i verden. Hver performance bestod i, at de to kunstnere sad overfor hinanden ved et bord i syv timer i træk uden at tale sammen eller røre ved hinanden. Bordet og stolene var hver gang de samme, kun kunstnernes påklædning ændrede sig.

Serien blev afsluttet med Nightsea Crossing Conjunction på Fodor Museum i Amsterdam, hvor bordet var udskiftet med et rundt bord beklædt med guld. Foruden de to kunstnere medvirkede en tibetansk lama og en repræsentant for det oprindelige australske Pintubi-folk. De fire sad tavse og ubevægelige sammen omkring bordet i fire timer ad gangen, fire gange i døgnet.

Værket kan ses som en undersøgelse af det at være til stede og nærværende uden at handle. Det er en pointe, som blev gentaget i performancen The Artist is PresentMoMA i New York i 2010.

Balkan Baroque (1997)

Balkan Baroque er et kombineret video- og performanceværk, som Abramović opførte ved Venedig Biennalen. Værket er en direkte kommentar til borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som på dette tidspunkt endnu ikke var afsluttet.

I videodelen af værket interviewer Abramović bl.a. sine forældre, der begge havde været pro-jugoslaviske partisaner under 2. Verdenskrig, og man ser hendes far sigte med en pistol. Performancedelen bestod i, at Abramović sad foran videoværket og forsøgte at skrubbe en bunke blodige og stærkt lugtende knogler fri for blod.

En væsentlig pointe ved værket var ifølge Abramović, at blodet ikke kunne vaskes af, ligesom den skam, der er forbundet med at have deltaget i krigshandlinger, aldrig forsvinder.

The Artist is Present (2010)

Fra Marina Abramović-udstilling i Stockholm, 2017

En besøgende kigger på Marina Abramovics videoværk Confession fra 2010. Foto fra en udstilling på Moderna Museet i Stockholm i 2017.

The Artist is Present er Marina Abramović længstvarende performanceværk med en samlet varighed på 736,5 timer. Performancen foregik på MoMa i New York i forbindelse med den retrospektive udstilling af samme navn.

Værket bestod alene i, at Abramović i otte uafbrudte timer om dagen sad tavs og ubevægelig ved et bord, hvor publikum havde mulighed for at sætte sig overfor hende. Publikum måtte ikke tale med eller røre ved hende, men de måtte til gengæld selv bestemme, hvor længe de ville blive siddende. Mellem hver gæst lukkede Abramović sine øjne og åbnede dem først, når gæsten havde sat sig foran hende.

I løbet af de næsten tre måneder, nåede Abramović at sidde overfor 1545 forskellige museumsgæster, heriblandt en del kendte personer og ikke mindst Ulay, der uventet mødte op, og som den eneste fik lov at røre ved hende. Værket pegede tilbage på Nightsea Crossing; en reference, der kun blev tydeligere ved Ulays deltagelse.

Udstillinger og samlingsrepræsentation

Marina Abramović er repræsenteret i en række museumssamlinger, bl.a. MoMa, Neue Nationalgalerie i Berlin og Centre Georges Pompidou i Paris. Hun har udstillet over hele verden, bl.a. på Tate Liverpool, Guggenheim Museum i New York, Stedelijk Museum, Kunsthalle Wien og Louisiana.

Marina Abramović har undervist ved en række kunstuddannelser verden over, og i årene 1997-2001 var hun professor ved Hochschule für Bildende Künste i Braunschweig, Tyskland.

Priser og hædersbevisninger

Marina Abramović har modtaget en lang række priser; herunder i 1997 Den Gyldne Løve som bedste kunstner på Venedig Biennalen; i 2002 en New York Dance and Performance Award (også kaldet: The Bessies) og i 2008 Österreichisches Ehrenzeichen für Wissenschaft und Kunst. I 2009 blev hun udnævnt til Honory Doctorate of Arts ved University of Plymouth. Hun er modtager af Sonningprisen i 2023.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig