Marina Abramović, f. 1946, jugoslavisk (serbisk) performance-, koncept- og videokunstner; fra 1997 professor ved Hochschule für Bildende Künste i Braunschweig, Tyskland. Marina Abramović er uddannet ved kunstakademiet i Beograd 1965-70 og dannede 1976-88 par med den tyske kunstner Ulay (egl. Uwe Laysiepen, f. 1943). Sammen skabte de performanceværker, der umiddelbart syntes absurde, fx Nightsea Crossing, hvor parret sad i ubevægelig tilstand over for hinanden i 12 dage, men deres performances gav livsindsigt via irrationaliteten og paradokserne. Efter 1988 har Marina Abramović fortsat sin karriere alene og har flere gange udstillet i Danmark. I 1997 vandt hun den gyldne løve som bedste kunstner på Venezia-biennalen.