Marina Abramović er en serbisk performance-, installations-, body art- og videokunstner. Hun er især kendt for sine ekstreme performanceværker, hvor hun udfordrer publikums moral og handlekraft og sin egen udholdenhed. Fælles for mange af hendes performances er, at publikum direkte eller indirekte er med til at bestemme deres forløb og varighed.
I sine værker inddrager Marina Abramović ofte referencer til kommunismen og til katolicismen og den serbisk-ortodokse kirke. Hendes kunst trækker også på også temaer som identitet, individualitet, feminisme, spiritualitet og ritualer fra mange forskellige kulturer, og flere af hendes værker er blevet til i forbindelse med rejser; bl.a. har hun samarbejdet med australske aboriginere og vandret på Den Kinesiske Mur.
Marina Abramović er uddannet ved kunstakademiet i Beograd 1965-1970. I 1976-1988 dannede hun par med den tyske kunstner Ulay (egentlig: Frank Uwe Laysiepen, 1943-2020), som hun skabte en række værker sammen med. Efter 1988 har Marina Abramović fortsat sin karriere alene. Hun bor og arbejder i dag i New York.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.