Marie-Thérèse Lamballe, egl. Marie-Thérèse de Savoie-Carignan Lamballe, 1749-1792, fransk adelig. Marie-Thérèse Lamballe blev i 1774 af Marie Antoinette udnævnt til overhofmesterinde. Hun blev beskyldt for at stå i spidsen for Marie Antoinettes hemmelige politiske intriger og fængsledes efter monarkiets fald 10.8.1792. Da hun nægtede at aflægge ed imod monarkiet, blev hun halshugget, og hendes hoved blev på en stage båret forbi fængslet Le Temple, hvor Marie Antoinette sad indespærret.