Margretheholm, Luftmarinestationen, vandflyveplads på et nyopfyldt område øst for Holmen i København. Her flyttede Marinens Flyvevæsen ind 20.4.1915. I 1921 byggedes den store hangar H, der siden fik navnene Catalina-hangaren og Vandflyverhangaren. Den eksisterer fortsat, men er indvendigt nænsomt ombygget til et kontorlandskab, hvor gratisavisen Nyhedsavisen holdt til i sin korte levetid fra 2006-08. Den store smukke kasernebygning fra 1939 eksisterer også og har i perioder i 1990'erne været anvendt af Dansk Røde Kors til indkvartering af flygtninge.

Den 26.8.1933 landede Charles Lindbergh og hustruen Anne Morrow her på vej hjem fra Grønland i deres Lockheed Sirius-pontonfly. Under 2. Verdenskrig anvendtes stedet af Luftwaffe til deres Bv 138-flyvebåde. Efter krigen vendte Marinen tilbage, men valgte 10.12.1952 at flytte til Kastrup Syd, hvor man i de næste par år indrettede sig i nogle tyskbyggede hangarer fra besættelsen. Flytningen var muliggjort af, at man nu kun anvendte amfibiefly. Området har efter 1945 under navnet Margretheholm huset en lang række af søværnets skoler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig