Brüggetalen er en tale, som den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, holdt den 20. september 1988. Talen blev holdt i College d’Europe i den belgiske by Brügge. Talen blev i datiden set som en reaktion fra Margaret Thatcher på en tale som den daværende formand for EU-Kommissionen, Jacques Delors, havde holdt tidligere samme år til en forsamling af britiske fagforeningsledere, hvori han havde talt om behovet for øget og dybere samarbejde i EF. I 1988 stod Delors i spidsen for bestræbelser på at omdanne det europæiske samarbejde fra det fælles marked, det på det tidspunkt var, til også at blive en politisk union, således som Maastrichttraktaten skabte i 1992. Eller med andre ord en videreudvikling af det europæiske samarbejde fra at være baseret på mellemstatsligt samarbejde (intergovernmentalisme) til også at omfatte overnationalt (supranationalt) samarbejde.

Margaret Thatcher var stærk modstander af den udvikling og benyttede sin tale i Brügge til at lægge klar afstand til Delors planer. Selv om Margaret Thatcher aldrig talte om britisk udmeldelse af EU, men derimod i talen talte om fortsat britisk vilje til at arbejde for reform af EU-samarbejdet, er talen blevet set som starten på en eskalerende britisk EU-skepsis, som i sidste ende førte til Brexit.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig