Faktaboks

Marcus Wallenberg d.æ.
Født
5. marts 1864
Død
22. juli 1943

Marcus Wallenberg d.æ., 5.3.1864-22.7.1943, svensk bank- og industrimand, søn af A.O. Wallenberg. Efter bl.a. en søofficersuddannelse var Marcus Wallenberg d.æ. 1911-20 administrerende direktør for slægtsbanken, Stockholms Enskilda Bank, se SEB Group.

Fra denne position skabte han udvikling i en række virksomheder, som banken samtidig fik indflydelse på; medlemmer af denne såkaldte Wallenbergsfære var bl.a. Atlas (fra 1956 Atlas Copco), der blev stiftet 1873 til fremstilling af jernbanemateriel, og som i dag er en international koncern inden for især bjergboremaskiner og trykluftudstyr, samt Papyrus, der blev stiftet 1895 som papirfabrik. Også ASEA (se Asea Brown Boveri), Saab AB og i Norge Norsk Hydro ASA og Orkla hørte til der.

Marcus Wallenberg d.æ. løste endvidere store diplomatiske opgaver for Sverige efter 1. Verdenskrig som delegat ved fredsforhandlingerne i Versailles, se Versaillestraktaten 1919, og som opmand i de komitéer, der skulle løse problemer vedr. krigsskadeserstatningerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig