Faktaboks

Marcus Melchior
Født
26. maj 1897
Død
22. december 1969

Marcus Melchior var en dansk overrabbiner, far til Arne og Bent Melchior. Melchior var ud af en prominent dansk-jødisk slægt. Efter nogle år som rabbiner i Tyskland blev han i 1934 rabbiner for Det Mosaiske Troessamfund i København og i 1947 overrabbiner. 1943-1945 fungerede han som de jødiske flygtninges rabbiner i Sverige.

Melchiors baggrund var ortodoks, men hans kulturåbne holdning i kombination med retoriske evner gjorde ham til en skattet foredragsholder også uden for jødiske kredse. Efter 2. Verdenskrig talte han for forsoning med det nye Tyskland. Melchior udgav flere bøger om jødedommen samt erindringsbogen Levet og oplevet fra 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig