Marco Bellocchio er en italiensk filminstruktør. Med sin voldsomme, oprørske debutfilm, I pugni in tasca (1965, Næverne i lommen), og den uforsonlige Nel nome del padre (1971, I faderens navn) rettede Bellocchio et bittert angreb på middelklassen, familien samt de borgerlige værdier og opdragelsesmønstre, han selv var formet af. Han fortsatte sine provokationer, bl.a. med utilslørede sexscener i kontroversielle film som Il diavolo in corpo (1986, Djævelen i kroppen), der var en modernisering efter Raymond Radiguets roman.