Marcel Dassault, egl. Marcel Bloch, 22.1.1892-18.4.1986, fransk flyfabrikant og politiker. Dassault var uddannet ingeniør og byggede sit første militærfly i 1917; under Folkefronten 1936-37 måtte han se sit firma nationaliseret. Under 2. Verdenskrig nægtede Dassault, der var jøde, at samarbejde med det tyske militær, og han blev sendt i koncentrationslejr. I 1945 konverterede han til katolicismen og tog navnet Dassault (efter sin bror Darius Paul Blochs dæknavn i modstandsbevægelsen). Samme år gik han på ny ind i flybranchen, hvor hans navn efterhånden blev synonymt med fransk flyindustri. Han var en af Frankrigs rigeste mænd og repræsenterede som politiker en socialt afbalanceret gaullisme. Dassault var deputeret 1951-56 og 1958-86 og senator 1957-58.