Manu (nationalpark i Peru)

Artikelstart

Manu er en nationalpark i det sydøstlige Peru; i alt 18.800 km2. Parken strækker sig fra Andesbjergenes skråninger til regnskoven i Amazonasbækkenet; den rummer en rigdom af forskellige biotoper og måske verdens største artstæthed af dyr og planter. Vegetationen veksler med højden. Over 3500 meter findes punagræs-steppe, mellem 1000 meter og 3500 meter bjergskov med blandt andet den sjældne klippehane, Perus nationalfugl, og i lavlandet tropisk regnskov. Parken er opdelt i tre dele: en kerne med oprindelige indianerstammer, hvortil der ikke er adgang, en forsknings- og økoturismezone og en lille kulturzone med landbrug.

Manu kom på UNESCO's Verdensarvsliste i 1987. Der er registreret over 1000 fuglearter i parken. En amerikansk ornitolog registrerede på én dag 331 arter; det er (2006) den gældende verdensrekord i birding.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig