Mani, græsk landskab i amtet Lakonien på det sydlige Peloponnes, domineret af kalkstensbjergene Taigetos (2404 m) og Sangias (1214 m). Drypstenshuler ved kysten har været beboet i forhistorisk tid. En række ruiner i området, bl.a. fønikiske og mykenske, vidner om en lang kulturhistorie. Den maniotiske kultur var tidligere kendt for sit klansystem og blodfejder, og i dag genfindes karakteristiske klanlandsbyer med mange tårnhuse i natursten, bygget tæt sammen som forsvarsværker.