Manchukuo, (kinesisk Manzhouguo), japansk lydstat i det nordøstlige Kina 1932-45.

Den 18.9.1931 rykkede den japanske hær ind i Manchuriet, og uden at møde megen modstand fra den kinesiske hær erobrede den på få måneder hele det nordøstlige Kina.

I marts 1932 erklærede japanerne Manchukuo for en selvstændig stat med hovedstad i Changchun, der blev omdøbt til Xinjing 'Den Nye Hovedstad'. Japanerne indsatte den sidste kinesiske kejser, Puyi, der var blevet styrtet i 1912, som regent og udråbte ham i 1934 til kejser. Manchukuo blev anerkendt af Hitlers Tyskland, men forblev ellers internationalt isoleret.

Den politiske undertrykkelse af den kinesiske befolkning i Manchukuo var ekstrem, og især den japanske hærs Enhed 731 var berygtet for sine umenneskelige biologiske og medicinske eksperimenter på kinesiske fanger.

Imidlertid blev Manchuriets infrastruktur væsentligt forbedret i perioden med jernbaner, veje og lufthavne, der banede vej for en udnyttelse af områdets rige forekomster af kul, jern og andre råstoffer. Samtidig førte massive japanske investeringer til en kraftig udbygning af især sværindustrien, og da Japan kapitulerede i august 1945, og Manchukuo blev opløst, var Manchuriet blevet et af Østasiens vigtigste industricentre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig