Malk De Koijn er en dansk rapgruppe, der blev dannet i 1994 af Tue Track (egentlig Anders Brixen Kristiansen), Geolo Geo (egentlig Janus Borup Staffe) og Blæs Bukki (egentlig Lasse Bavngaard). Trioen vakte tidligt opsigt med sine sproggymnastiske fornyelser med et væld af slangudtryk, og den fik en position blandt de vigtigste danske rapgrupper.

En del af tekstuniverset refererer til fiktive lokaliteter, hvor gruppens medlemmer boltrer sig. Trioen har udgivet en del materiale, bl.a. albummene Smash Hit in Aberdeen (1998) og Sneglzilla (2002).

Soloprojekter og comeback

Malk De Koijn ophørte med at være aktive i 2004, og gruppens medlemmer involverede sig i diverse grupper, bl.a. Tue Track i hiphopprojektet Booty Cologne og Blæs Bukki i dancehallgruppen Bikstok Røgsystem samt i det balkaninspirerede Balstyrko.

I 2009 gik Malk de Koijn sammen igen om et succefuldt comeback på Roskilde Festivalen, og i 2011 udsendte gruppen det anmelderroste album Toback to the Fromtime og begyndte at turnere igen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig