Malindi, by på Kenyas kyst; 207.300 indb. (2009). I 1400- og 1500-t. var Malindi en af swahilikulturens vigtigste handelsbyer med skibsforbindelser helt til Indien og Kina. En overgang var den et væsentligt støttepunkt for portugisernes orienthandel. Ved havnen står stadig et af de ældste europæiske mindesmærker i tropisk Afrika, en søjle rejst af Vasco da Gama i 1499. Nu har byen mistet sin betydning som havneby, men er med sine sandstrande blevet turistmål.