Malaysia - sprog, Der tales talrige forskellige sprog i Malaysia, og de fleste indbyggere er tosprogede eller endda tresprogede. Det officielle sprog er malajisk, der benævnes bahasa malaysia. Malajisk, der er et vestaustronesisk sprog, skrives i officiel sammenhæng med latinske bogstaver, men i religiøs sammenhæng med arabiske bogstaver. Tæt ved halvdelen af befolkningen har malajisk som modersmål; af de talrige andre oprindelige sprog er de fleste ligeledes austronesiske; mange af disse tales af meget små befolkningsgrupper. Et fåtal af stammefolk på Malaccahalvøen taler austroasiatiske sprog. I grænseområdet til Thailand tales også thai. Hertil kommer en række indvandrersprog, især kinesiske og indiske sprog, samt nogle kreolsprog og pidginsprog.

Læs mere om Malaysia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig