makroprudentiel politik

Begrebet makroprudentiel har været anvendt siden 1970’erne. Det er imidlertid først siden den internationale finanskrise i 2008, at området er blevet bredt anerkendt internationalt som et vigtigt politikområde. Finanskrisen, hvor store dele af det globale finansielle system brød sammen, gjorde det meget klart, at uhensigtsmæssigheder i finanssektoren kan få meget store negative samfundsøkonomiske konsekvenser. I løbet af 2010’erne er der derfor generelt blevet mere opmærksomhed om nødvendigheden af makroprudentiel regulering for at sikre finansiel stabilitet, og lovgivningen på området er både i EU’s medlemslande og mange andre lande blevet skærpet.

Den finansielle sektor udfører flere samfundsøkonomisk vigtige opgaver, men samtidig er der en permanent kilde til ustabilitet indbygget i bankernes grundlæggende forretningsmodel: Banker omdanner likvide kortfristede indlån til mindre likvide langfristede udlån og investeringer. Denne forvandling af korte til lange udlån er nyttig og vigtig for samfundsøkonomien, men indebærer også en iboende risiko, fordi den kan betyder, at bankerne er sårbare overfor såkaldte bankstormløb, dvs. situationer, hvor mange indskydere pludselig ønsker at hæve deres indeståender på én gang. Denne indsigt om bankernes funktionsmåde og skrøbelighed er grundlaget for den såkaldte Diamond-Dybvig-model, som økonomerne Douglas Diamond og Philip Dybvig modtog Nobelprisen i økonomi for i 2022, og som er et vigtigt udgangspunkt for arbejdet med at forebygge kommende finansielle kriser.

Derudover er den finansielle sektor præget af forskellige markedsfejl, især som følge af ufuldkommen og asymmetrisk information. De kan give banker og andre finansvirksomheder en tilskyndelse til overdreven risikotagning og gældsætning og forårsage, at priserne på finansielle aktiver ikke afspejler den samfundsmæssige investeringsrisiko. I nogle situationer kan der opstå selvforstærkende finansielle bobler.

Samtidig er de finansielle institutter tæt forbundne, og derfor kan problemer i et enkelt institut sprede sig til resten af det finansielle system. Det kan også ske, at selvom de enkelte finansvirksomheder hver især virker robuste, kan de samlet set udvise en adfærd, som udgør en såkaldt systemisk risiko, dvs. en risiko for hele finanssystemet. Eksempelvis kan det for den enkelte bank være fornuftigt at sælge værdipapirer for at reducere bankens risiko, når der er udsigt til faldende aktivpriser. Når mange finansvirksomheder vil sælge samtidig, kan der imidlertid opstå en negativ spiral, hvor prisen på aktiverne falder yderligere, hvilket forøger den finansielle ustabilitet.

Formålet med makroprudentiel politik er at komme fremtidige finanskriser i forkøbet ved at begrænse opbygningen af finansielle ubalancer og ved at sikre, at finansvirksomhederne har tilstrækkelig polstring til at kunne modstå tilbageslag i sektoren. Blandt de makroprudentielle instrumenter er derfor krav til de finansielle virksomheders kapitalbeholdning. Makroprudentielle tiltag kan også bestå af begrænsninger for de finansielle virksomheders udlånsvirksomhed, eksempelvis i form af strammere betingelser for realkreditlån. Ved at sætte snævrere grænser for, hvor meget boligkøbere kan låne i forhold til boligens pris eller køberens indkomst, kan man afkøle et boligmarked, hvor priserne stiger hurtigt, og dermed forebygge en senere krise. Også tiltag som begrænsninger på de enkelte finansielle virksomheders størrelse blevet foreslået.

I Danmark oprettede man i 2013 Det Systemiske Risikoråd, der skal forebygge og begrænse systemiske finansielle risici. Rådet består af medlemmer fra Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet, de økonomiske ministerier og tre uafhængige eksperter. Rådet overvåger finanssystemet og laver henstillinger om og evalueringer af politiktiltag.

Et vigtigt makroprudentielt instrument er den såkaldte kontracykliske (eller modcykliske) kapitalbuffer. Den er et krav til bankers og realkreditinstitutters egenkapital. Dens formål er at gøre finansvirksomhederne mere robuste, så de opbygger en kapitalreserve i perioder, hvor de finansielle risici stiger. I tilfælde af et negativt finansielt stød til sektoren kan bufferen frigives, og institutterne kan anvende den til bl.a. at absorbere tab. Bufferen kan dermed modvirke, at virksomhederne strammer kreditgivningen til husholdninger og virksomheder uhensigtsmæssigt meget i perioder med uro på finansmarkederne. I Danmark er det regeringen, der fastsætter bufferens størrelse på baggrund af vurderinger fra Det Systemiske Risikoråd. Bufferen er blevet indført i international regulering efter finanskrisen som en del af et større sæt reformer, der skal gøre den finansielle sektor mere robust.

Et andet instrument er udpegningen af såkaldte systemisk vigtige finansielle institutter, normalt kaldt SIFI’er (efter den engelske forkortelse Systemically important financial institution). Det er særlig store banker og realkreditinstitutter, der vurderes at være så vigtige for samfundsøkonomien, at konsekvenserne af en fallit vil være uoverskuelig. Derfor stilles der særlige kapitalkrav til dem. Disse kapitalkrav giver SIFI’erne ekstra omkostninger i forhold til andre kreditinstitutter, men til gengæld giver en status som SIFI også flere fordele. Den giver bl.a. adgang til forskellige offentlige virksomheder som kunder, da disse er underlagt et krav om at benytte en SIFI som bankforbindelse.

Der er (pr. juni 2022) otte danske systemisk vigtige finansielle institutter med Danske Bank som den største. Desuden er der to færøske og en grønlandsk SIFI.

• finanskrisen
• makroøkonomi
• Danmarks økonomi
• Douglas Diamond

• Nationalbanken om finansiel stabilitet og makroprudentielle instrumenter
• Låneregulering på boligmarkedet – kapitel om makroprudentiel regulering i vismandsrapporten Dansk Økonomi, forår 2022