Makiguchi Tsunesaburo var en japansk uddannelsesfilosof. Som skoleinspektør skrev han bøger, der skulle reformere pædagogikken i Japans skoler. Hans tanker var påvirket af europæisk og amerikansk reformpædagogik, for eksempel filosoffen John Dewey, men også danske N.F.S. Grundtvig og Christen Kold. I 1930 stiftede han en pædagogisk forening, der udviklede sig til den nye religion Soka Gakkai under efterfølgeren Toda Josei. Under 2. Verdenskrig blev han fængslet for sin modstand mod den japanske militarisme og døde i fængslet.