Mahmud Darwish

Faktaboks

Mahmud Darwish
født:
1941
død:
2008

Mahmud Darwish, 1941-2008, palæstinensisk forfatter, født i al-Barwa ved Akko. Som ung var han medlem af det israelske kommunistparti, Rakah. Efter flere fængselsophold emigrerede han i 1971 til Egypten og senere til Beirut og Tunis. Fra 1971 arbejdede han i Beirut, Libanon, for PLO indtil den israelske invasion 1982.

Darwish besynger i et enkelt, men billedrigt sprog og i frie rytmer kærligheden til Palæstinas jord og kampen mod Israel. Hans poesi rummer fortvivlelse og håb, resignation og modstand; den døde frihedskæmper og det jævne folk i dets daglige liv er hans helte. Mysticisme og marxisme præger også hans digte. Af digtsamlinger kan nævnes bl.a. Olivenblade (1964), En elsker fra Palæstina (1966), Enden på natten (1967), Fuglene dør i Galilæa (1970), Havets lovprisning (1984) og Færre roser (1986). Hans egen deltagelse i den palæstinensiske modstand kommer til udtryk i Memory for Forgetfulness: August, Beirut, 1982 (1995). Mange af hans digte er sat i musik og blevet populære som sange.

Darwish vendte tilbage til sit hjemland i 1996 efter 25 år i skiftende eksil.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig