Magasin

Magasin-koncernen. Magasins amerikansk inspirerede café The Soda-fountain fra 1930-40'erne. Alt var i marmor, glas, chrom og stål, og der blev serveret is med sugerør. Dengang som nu var caféer og cafeterier med til at gøre stormagasinerne til mere end rene indkøbssteder.

.

Magasin, dansk stormagasinkæde, grundlagt i 1868, da Th. Wessel (1843-1905) og Emil Vett (1843-1911) åbnede manufakturforretningen Emil Vett & Co. i Aarhus.

Et butikslejemål hos Hotel du Nord på Kongens Nytorv i København førte til køb af ejendommen, og i 1879 indregistreredes firmanavnet Magasin du Nord. I 1900 blev kæden et aktieselskab, A/S Th. Wessel & Vett; siden 1952 har det været børsnoteret.

Med stormagasiner i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Lyngby og Rødovre og Kolding og som indehaver fra 1991 af konkurrenten, stormagasinet Illum på Østergade i København, var Magasin-kæden den største af sin art i Norden i anden halvdel af 1900-t. Magasin du Nords Fond var i en årrække eneindehaver, men i 1996 udvidedes ejerkredsen med bl.a. lønmodtagerfonde.

Efter flere år med underskud på stormagasinerne — men overskud på ejendomsbesiddelse — indledtes en stilændring i Magasin-stormagasinerne til det oplevelsesprægede, mens Illum blev bygget om til småbutikker, så det kunne genåbne i 2002 under navnet Det ny Illum som avanceret shoppingcenter eller livsstilshus med lejere udefra.

Fremstødet var dog ikke mere lovende, end at koncernen samme år satte Illum til salg, og i 2003 solgtes 80% af Illum til investerinsgseskabet Merrill Lynch. Samme år lukkede Magasin sine afdelinger i Høje Taastrup (City 2), Kolding og Aalborg.

Magasin blev i 2004 købt af det islandske selskab Baugur Group, som i 2009 solgte kæden videre til den store britiske detailkæde Debenhams.

Magasin-koncernen havde i 2012 en omsætning på 2,2 mia. kr.

Magasins hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig