Madurai, by i Sydindien i delstaten Tamil Nadu; 1,02 mio. indb. (2011). Byens historie går tilbage til 600-t. f.Kr. 1175-1300 var den hovedstad for Pandiyadynastiet; den blev ødelagt 1310. I dag er Madurai en vigtig industriby, men især berømt som tempelby.
Det storslåede tempelkompleks blev ødelagt af muslimerne i begyndelsen af 1300-t., men er senere genopbygget, hovedsagelig i 1600-t. Fire vældige og rigt udsmykkede tempeltårne, gopuraer, rager op over det store tempelområde med de to centrale helligdomme, viet til gudinden Minakshi og til guden Shiva. Berømt er også "De 1000 Søjlers Hal" fra ca. 1560 med 997 kunstfærdigt udsmykkede søjler.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.