Mads Lange var en dansk søfarer og handelsmand. Mads Lange var ældste søn af købmand Lorenz Lange i Rudkøbing og fik gennem forhyring på en Ostindienfarer forbindelse med det område, der i dag svarer til Indonesien. Han etablerede sig som handelsmand på øen Lombok i 1834, i 1839 på Bali. Hans handelskompagni eksporterede kaffe, krydderier og tobak og importerede tekstiler og våben. En overgang havde han selv et dusin skibe eller flere i søen. Tre af Mads Langes yngre brødre sluttede sig til ham og hjalp med at drive handelsstationen. Alle fire døde "derude". Lange var trolovet med Ida Bay af Den Bayske Gård, Østergade i Rudkøbing. Ida vovede dog ikke rejsen, og Lange samlevede med en kinesisk kvinde fra Kanton, med hvem han fik en datter, Cæcilia Catharina Lange, der blev stammoder til sultanerne af Johor gennem sit giftermål med Sultan Abu Bakar. Johor er delstat i Den Malayiske Føderation. Efterkommerne sidder endnu på tronen. Lange spillede en politisk rolle som mægler mellem lokale fyrster og hollandske kolonisatorer. Samtidig var han en så stærk konkurrent til hollandske handelshuse, at der ved hans ret tidlige død opstod en myte om forgiftning. Mads Lange berettes at have udnyttet sit navn til at slå sig op som værende af fyrsteslægt fra Lange-land, og skal for at underbygge dette have fremvist et billede af Tranekær Slot, som han kaldte familiens stamhus.