Madagaskar - geografi

Madagaskar - geografi, Madagaskar hører geologisk sammen med Afrika og Det Indiske Subkontinent, idet øen indgik i urkontinentet Gondwanaland og først blev adskilt fra Afrika i Kridttiden. Øen kan inddeles i fire ret forskellige landskabszoner.

Det centrale højland ligger i 900-1500 m højde og gennemskæres af flere bjergrygge og massiver. Højest når Tsaratanana-massivet (2876 m) mod nord. Rundt om bjergmassiverne findes vulkanske jorder, der præger hele midtøen med et stærkt eroderet, rødfarvet og bakket landskab med sparsom eller slet ingen trævækst. Skovfældning, afbrænding af marker og overgræsning har ført til dannelse af store erosionshuller, lavaka.

Fra højlandet falder landskabet brat ud mod det ca. 40 km brede østlige kystområde, som gennemskæres af en lang række floder. På disse skråninger findes resterne af et oprindelig bredt regnskovsbælte. Selve kysten præges af klitter og laguner. En kanal langs med kysten fra Toamasina i nord til Vangaindrano i syd blev anlagt i kolonitiden, men er nu i stærkt forfald og benyttes kun af lokale fiskere. Mod nord ligger den aflange ø Nosy Boraha (Sainte-Marie) ud for kysten.

På Madagaskars vestlige del falder terrænet jævnt ned mod Mozambiquekanalen. Bjergkæderne, som er udløbere af det centrale højland, er i dette område dækket af yngre, sedimentære bjergarter. Kysten er uregelmæssig og afvekslende med koralrev, vulkanske småøer og udstrakte mangrovesumpe. Tre store floder løber mod vest og danner store deltaer; de medbringer vulkansk materiale fra højlandet, som farver havet ud for deltaerne rødt. Længst mod nord ligger øen Nosy Bé ud for kysten.

Den sydlige del præges af strækninger med halvørken og torneskov. Her ligger Isalomassivet med stærkt uregelmæssige klippeformationer, små skove i floddalene og storslåede højsletter med udsigt over savannelandskabet.

Klima

Madagaskar ligger i den tropiske zone, men klimaet varierer meget. Østkysten ligger eksponeret for den fugtige, varme sydøstpassat og har helårsregn; op til 3700 mm om året længst mod nord. I området her og ud for kysten opstår om sommeren, fra januar til marts, voldsomme orkaner, der hyppigt anretter skader på kysten. Det centrale højland er betydelig køligere og navnlig mod vest meget mere tørt. På vestkysten er der tørtid fra april til november og kun sparsom regn resten af året, mens den sydlige del af Madagaskar har lange egentlige tørkeperioder.

Befolkning og etnografi

Befolkningen er opdelt i 18 "stammer"; opdelingen er ikke etnisk baseret, men snarere historisk-geografisk med baggrund i fortidige kongeriger.

Merina, der hører til på det centrale højland og udgør 25% af befolkningen, er sammen med betsileo de nærmeste arvtagere til den indonesiske kultur med bl.a. terrassebrug med risdyrkning. Siden slutningen af 1700-t. har merina udgjort en ledende gruppe i samfundet, og der er fortsat et vist historisk, politisk og kulturelt modsætningsforhold mellem højlandsstammerne og kystbefolkningen. Modsætningerne synes dog at dæmpes af en endnu stærkere tradition, nemlig fihavanana, et konsensusprincip, der tilstræber, at konflikter ender med fred og enighed.

Ud over disse madagaskere findes også mindre grupper af udlændinge. Af størst betydning er de ca. 20.000 europæere, helt overvejende franskmænd og mange udsendt af internationale organisationer. Mange forretningsfolk kommer fra den nærliggende franske ø Réunion. Den talrigeste gruppe, ca. 35.000, kommer fra Comorerne og er muslimer. Ca. 25.000 indere og pakistanere er især indvandret efter 2. Verdenskrig, og de ca. 20.000 kinesere er efterkommere efter de jernbanearbejdere, der blev hentet til Madagaskar i begyndelsen af 1900-t. Begge de asiatiske grupper er overvejende forretningsfolk og udgør en betydelig økonomisk magtfaktor.

Erhverv

Madagaskar er blandt verdens 20 fattigste lande, men som for andre ulande gælder det, at den reelle levestandard kun i ringe omfang afspejles af tal som BNP pr. indb. Fx kunne man under ni måneders generalstrejke i 1991-92 se, at familiebånd til selvforsynende landbrugere afværgede megen nød blandt de offentligt ansatte, som ikke fik løn. 80% af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbruget (inkl. fiskeri og skovbrug). De fleste dyrker ris, som dækker 50% af det opdyrkede areal, men produktionen har ikke kunnet følge med befolkningsvæksten, og ris må importeres. Andre vigtige fødevareafgrøder er majs og forskellige knoldplanter (maniok og batater). Vigtige eksportafgrøder er vanilje, kaffe og kryddernelliker. Over halvdelen af øens areal benyttes til græsning for bl.a. 13 mio. stykker kvæg.

Madagaskars skove er alvorligt truet. Størstedelen går til lokal brændeforsyning, og store genplantningsprogrammer har ikke for alvor kunnet forhindre, at skovene reduceres. Udviklingen medfører store erosionsproblemer og truer adskillige sjældne plante- og dyrearter.

Siden midten af 1990'erne er industrisektoren ekspanderet kraftigt med udviklingen af eksportorienterede industrier omkring hovedstaden; hovedparten heraf inden for tekstilindustri. I 2004 var der 107.000 ansatte i disse industrier. Succesen er især baseret på lave lønninger, hvilket har tiltrukket virksomheder der tidligere lå i Asien eller Mauritius, samt på gunstige vilkår for eksporten til EU. De sidste fordele bortfalder med den generelle liberalisering af handelen på verdensmarkedet. Dette synes i 2006 at have medført flere virksomhedslukninger inden for tekstilindustrien i landet.

Øens jernbanenet er helt nedslidt, og vejtransport er næsten enerådende. Tre hovedveje forbinder hovedstaden, Antananarivo, med de vigtigste kystbyer, men i øvrigt er vejnettet utilstrækkeligt og i dårlig stand. Persontransport foregår med busser og et stort antal fællestaxier. Hertil kommer et udbygget netværk af flyruter mellem både de store byer og afsidesliggende mindre byer.

Læs mere om Madagaskar.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig