Mack the Knife

Mack the Knife, egl. Die Moritat von Mackie Messer, sang fra skuespillet Dreigroschenoper (1928, da. Laser og pjalter, 1930) med tekst af Bertolt Brecht og musik af Kurt Weill. Teksten udgør et katalog over røveren Macheath's forbrydelser som mord, brandstiftelse og voldtægt, men skillingsvisetonen lægger afstand til det drabelige indhold. Sangen synges i begyndelsen af stykket af en gadesanger til eget lirekasseakkompagnement; ved premieren i 1928 på Theater am Schiffbauerdamm i Berlin tilfaldt denne opgave skuespilleren Kurt Gerron.

Ligesom den øvrige musik fra stykket blev Moritat øjeblikkeligt en succes, der spredtes via alle tidens medier. Både Gerron, Harald Paulsen (1895-1954), der spillede Macheath, og Brecht selv indsang den på plade. I modsætning til andre af stykkets sange, der med tiden blev en del af Lotte Lenyas personlige varemærke, blev Moritat ikke knyttet til en fast interpret. I filmatiseringen fra 1931 blev den sunget af Ernst Busch.

Dreigroschenoper blev i begyndelsen af 1930'erne spillet over det meste af Europa; men en førsteopførelse i 1933 i New York var en fiasko, som i tyve år blokerede for stykkets videre udbredelse i USA. Det blev en nyoversættelse fra 1954 af forfatteren og komponisten Marc Blitzstein (1905-64) og Lotte Lenyas medvirken på rollelisten, der omsider i 1955 gjorde stykket til en langtrækkende Off-Broadway-succes.

Men af samtlige sange blev det kun Moritat, der med tiden skulle slå igennem i en grad, så den er blevet fast integreret i den amerikanske sangskat. Columbias idérige producer, George Avakian (1919-2017), der arbejdede med både Lotte Lenyas og Louis Armstrongs pladeudgivelser, fandt på, at de to skulle indspille den som duet. Optagelsen fandt sted 28.9.1955, men Lenyas tyske kabarettradition og Armstrongs jazz klædte ikke hinanden. Han forsøgte tålmodigt, men forgæves at lære hende at swinge, og heldigvis er de uredigerede optagelser af dette forløb bevaret og siden udgivet på cd. Men i 1955 blev Lenya klippet ud af den version, der blev sendt på markedet med Armstrong, i første omgang som A Theme from The Threepenny Opera. Kun en improviseret inside joke fastholdt hende i sangen, idet Armstrong i sidste vers inddrog hende i rækken af Macheath's kvindelige erobringer: "Sukey Tawdry, Jenny Diver, Lotte Lenya, Sweet Lucy Brown".

Denne cadeau til Lenya fastholdt han de tusinder af gange, han spillede og sang nummeret til sin død i 1971, og den blev bl.a. overtaget af popsangeren Bobby Darin (1936-73), der i 1959 fik et millionhit med Mack the Knife, som blev sangens endelige amerikanske titel. Ella Fitzgerald vakte furore på sangens oprindelige hjemmebane med en løssluppen, mere scat-præget udgave, som er foreviget på koncertpladen "Ella in Berlin" (1960). Også Bing Crosby, Frank Sinatra og Peggy Lee (1920-2002) tog del i Mack the Knife-bølgen, som aldrig er ebbet ud. En yngre generation har med bl.a. Nick Cave, Sting, Robbie Williams og Kevin Spacey bekræftet sangens sejlivethed. Rent instrumentale udgaver er som regel mindre vægtige end de vokale. Den store undtagelse er tenorsaxofonisten Sonny Rollins, der allerede i 1956 gav melodien sin dynamiske tolkning under titlen Moritat.