MRSA

MRSA, forkortelse for Methicillin-Resistente Staphylococcus Aureus, type af stafylokokker, der har udviklet resistens over for antibiotika som penicillin og methicillin. Den blev første gang påvist i 1961 i England og bredte sig siden i hele verden, overvejende i hospitalsmiljøer.

MRSA forårsager ligesom andre stafylokokker hudinfektioner som bylder og børnesår samt betændelse i lunger og andre organer. Behandling af sværere tilfælde, der kan være livstruende for i forvejen syge eller svagelige mennesker, kan ske med meget specielle antibiotika.

En stigning i udbredelsen af MRSA fra 2003 - også, og i Danmark overvejende, uden for hospitalerne - vakte bekymrende opmærksomhed, og i 2005 opdagede man en særlig type MRSA hos husdyr, der kan smitte mennesker.

I Danmark har en kraftig stigning fra 2006 af typen MRSA CC 398, især i landbrugets svinebesætninger og hos mennesker med direkte kontakt til levende svin, medført alvorlige infektioner og siden 2012 flere menneskers død.

MRSA CC 398, der også kaldes svine-MRSA, smitter overvejende fra dyr til mennesker, men kan også smitte mellem mennesker. I 2011 fandtes den i 16 % af de danske svinebesætninger, i 2014 var den udbredt i 69 % og i 2016 i 88 % af besætningerne.

Se også resistens og svin (sygdomme).

Om MRSA på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig