MIC, Institut for Mikro- og Nanoteknologi, er et nationalt forskningscenter for avancerede mikro- og nanoteknologier i halvledermaterialer.

Centret blev under navnet Mikroelektronik Centret dannet i 1990 i tilknytning til Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Forud var gået mange års diskussion af behovet for en satsning på dette strategiske område i Danmark. Som en vigtig del af MIC indviede man i 1993 et rentrum på 560 m2, hvor komponenter på mikrometerskala kan fremstilles i meget rene og støvfri omgivelser. Eksempler på MIC's banebrydende forskning er bl.a. biologiske sensorer indbygget i små chips, mikrofluid-systemer til analyse af meget små væskemængder, mikromekaniske sensorer som fx mikrofoner til høreapparater og nanostrukturer omfattende kunstigt frembragte materialer, opbygget næsten atom for atom. MIC har haft stor betydning for fremkomsten af en industri i Danmark på det mikroteknologiske område. Renrummet fra MIC er siden blevet en del af DTU Nanolab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig