MAO-hæmmere

Monoaminoxidase nedbryder aminholdige neurotransmittere, som er signalstoffer i hjernen, og bl.a. er serotonin, dopamin og noradrenalin. Der findes to undertyper af enzymer: MAO-A og MAO-B-isoformer. Ved at blokere MAO-enzymet hæmmes nedbrydningen af signalstofferne i hjernen. Det øger niveauet af signalstofferne, hvilket giver effekt på depression og Parkinsons sygdom. MAO-hæmmernes anvendelse mod depression er begrænset, da interaktion med andre lægemidler og visse fødevarer kan føre til alvorlige bivirkninger, som komplicerer anvendelsen af MAO-hæmmerne. I dag er SSRI-stofferne førstevalg i behandling af depression.

MAO hæmmere inddeles i to klasser på baggrund af deres virkningsmekanisme:

• irreversible, non-selektive MAO-hæmmere, som er langtidsvirkende
• reversible, selektive MAO-A-hæmmere (RIMA), som virker i kortere tid

Selegilin og rasagilin er irreversible MAO-B-hæmmere, til behandling af Parkinsons sygdom, som virker ved at reducere nedbrydning af dopamin. Safinamid er en selektiv og reversibel MAO-B hæmmer.

Anvendelse af MAO-hæmmere begyndte, da man i 1952 opdagede, at isoniazid og iproniazid, som er lægemidler mod tuberkulose, havde en gavnlig antidepressiv effekt på patienter med depression. Efterfølgende undersøgelser fastlagde, at stoffet blokerede monoaminoxidaser, og førte til udvikling af flere hydrazin-analoger som uselektive irreversible MAO-hæmmere, heriblandt phenelzine og isocarbazid. Med opdagelsen af de to isoformer MAO-A og MAO-B, blev både selektive og reversible stoffer udviklet med færre bivirkninger og mindre fare for interaktioner.

• dopamin
• depression