Münchhausens eventyr. Baronen, der er blevet overrumplet af en ulv, klarer skærene ved at tage fat i ulvens tarme og vende vrangen ud på den. Farvelitografi af A.A. Gery-Bichard fra 1879.

.

Münchhausens eventyr, Baron Münchhausens vidunderlige rejser til vands og til lands, går tilbage til de farverige fabuleringer, en tysk baron von Münchhausen (1720-97) underholdt sine gæster med.

1781-83 blev nogle af dem, mod baronens vilje, udgivet. 1785 udgav R.E. Raspe (1737-94) en engelsk version, suppleret med egne tilføjelser, og 1786 og igen 1788 oversatte og supplerede den tyske forfatter Gottfried August Bürger fortællingerne som Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen. Denne udgave var grundlag for historiernes succes på mange sprog, herunder dansk.

Bürgers Münchhausen beretter fx om toner, der er frosset fast i et posthorn og ved optøning bliver til melodi; om hvorledes han i krigen mod tyrkerne lader sig skyde af sted på en kanonkugle, men fortryder og springer over på en af fjendens, som bringer ham hjem igen; om sine sørejser og sine rejser til Månen; og, mest berømt, om hvorledes han i en sump trækker sig selv med samt sin hest op ved hårene. Se skrøne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig