München - arkitektur og museer

München. Domkirche zu Unserer lieben Frau eller Frauenkirche. Den sengotiske hallekirke blev indviet 1494.

.

München. Schloss Nymphenburg. Slottets midterpavillon opførtes 1664-75 i barok af den italienske arkitekt Agostino Barelli (1627-ca. 1687) som sommerresidens for de bayerske kurfyrster. Parken er oprindeligt anlagt 1701 i fransk havestil.

.

München - arkitektur og museer, Münchens ældste kirke er Peterskirche, indviet 1294, opført i romansk stil med gotiske tilbygninger.

Den sengotiske Frauenkirche, indviet 1494, er Münchens vartegn og Sydtysklands længste hallekirke (109 m). Renæssancen afspejles i jesuiterkirken Sankt Michael fra 1597.

Brødrene Asam opførte et hus og en kirke, St. Johann Nepomuk-Kirche ("Asamkirche", 1733-46). Kirken er et koncentrat af brødrenes bayerske barokstil; på beboelseshusets facade fortæller stukkaturer om kunsten som vejen til visdom og tro.

München bærer præg af regenterne fra 1800-t., især Ludvig 1., der forsynede byen med en række monumentale bygninger, bl.a. Propyläen (påbegyndt 1846). Af nyere anlæg kan fremhæves Olympiapark og stadion fra 1972.

München har uvurderlige kunstsamlinger, bl.a. Glyptothek (1830) og Alte Pinakothek (1836), begge tegnet af Leo von Klenze, foruden Neue Pinakothek og Galerie im Lenbachhaus.

Pinakothek der Moderne (indviet 2002), der er opført af arkitekt Stephan Braunfels, viser kunst fra 20. og 21. århundrede og huser desuden en grafisk samling og et museum for arkitektur og design.

I tilknytning hertil er Museum Brandhorst, der udstiller billedkunst fra det 20. og 21 århundrede; det er tegnet af Sauerbruch Hutton Architekten.

De tidligere kongelige lystslotte Nymphenburg og Schleissheim ligger hhv. vest og nord for byen.

Læs mere om München og Münchens historie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig